Spring over navigation.
Hjem  

Solskinshistorie 34: Kulsbjerg – vores oversete højdepunkt

Kulsbjergløbet 2010, foto Ole Petersen

I 1970 blev 500 hektar af Sydsjællands kønneste kuperede område eksproprieret til militært øvelsesområde. Nu 40 år efter bliver det stadig brugt af militæret. Men vi civile borgere har også lov til at bruge området. Det har en lokal forening spottet og inviterer nu for tredje gang til ’Kulsbjergløbet’ i det helt unikke terræn, som på flere måder er et overset højdepunkt.

Den sidste søndag i maj kan alle, der holder af frisk luft og motion og gerne vil støtte en god sag, deltage i det store ’Kulsbjergløbet’. Løbet er arrangeret af Lions Club Langebæk, som donerer overskuddet fra sportseventet til humanitært arbejde.
Der er pandekageløb for de mindre, halvmaraton for de større og alt derimellem for dem, der bare gerne vil være med. Og det er der mange, der gerne vil. Sidste gang, foreningen arrangerede motionsdag, deltog 300 mennesker.
”Det er meningen, det skal vokse, og vi håber på 5-800 deltagere denne gang. Man støtter en god sag, og samtidig får man sin daglige motion,” lyder det fra Max G. Jensen, Lions Club Langebæk.
Max G. Jensen er pensioneret major fra Flyvevåbnet. Han har et helt særligt forhold til øvelsesterrænet, for i 12 af sine i alt 42 år i Flyvevåbnet var han ansat på radarstationen, der ligger i forbindelse med området. Derudover bor han lige op til det smukke område, og han går dagligt tur og nyder dyrelivet, de mange småsøer og ikke mindst udsigten fra Kulsbjerg.
”Det er Sydsjællands højeste punkt, 107 meter, og i klart vejr kan man se helt til Skælskør, Nykøbing F. og Stege. Området er ejet af Vordingborg Kaserne, men alle har lov at færdes på de store veje, der gennemkrydser området, og det undrer mig, at der ikke er flere, der bruger det. Man skal bare altid lige kigge på skiltningen ved den bom, hvor man går ind, og sikre sig, at der ikke er øvelse. Man kan også tjekke forsvarets hjemmeside, hvor man kan se, om der er skydning, øvelse eller hundetræning,” opfordrer den pensionerede major.
Udover Lions Club Langebæk er enkelte motionsforeninger begyndt at få øjnene op for de muligheder, det kæmpestore, naturskønne område byder på.
”Der bliver af og til holdt et løb eller et stævne. Men jeg synes, at området kalder på at blive brugt meget mere af foreninger til stavgang, cykelløb, motionsløb og alt muligt andet. Området ligger her til fri afbenyttelse, og hvis man bare husker at aftale det med Vordingborg Kaserne, så er det oplagt at skabe aktiviteter her,” understreger Max G. Jensen.
Husk i øvrigt madkurv og kikkert – områdets natur og udsigten fra toppen er unik.

Kulsbjergenes historie
For flere hundrede år siden var de tre Kulsbjerge og området omkring et uopdyrket overdrevslandskab, som de lokale bønder lod deres kvæg, får og geder græsse på. I slutningen af 1700-tallet skød nye godser op, og bønderne måtte ikke længere bruge området til græsning. Efterhånden opdyrkede nye jordbrug det meste af det uberørte landskab. Da Forsvaret i 1970 eksproprierede et areal på næsten 500 hektar til øvelsesområde i 1970, blev cirka 60 landbrug, husmandssteder og småhuse plus en købmand nedlagt.
Siden er meget af den oprindelige vegetation vendt tilbage. Og Kulsbjerg Øvelsesområde ligger i dag nærmest som en anden nationalpark med fredede arealer, et unikt fugleliv med ikke færre end 83 registrerede arter, et unikt dyreliv og en flora, der ikke findes magen til andre steder. 377 hektar er klassificeret efter naturbeskyttelsesloven pga. af sjældne overdrevsarter.

Yderligere oplysninger kontakt venligst:
• Om området og ’Kulsbjergløbet’: Max Jensen, Lions Club Langebæk, tlf. 40 76 74 98.
• Om tilladelse til at bruge området fx til løb eller stævne: Vordingborg Kaserne, kl. 8-16 tlf. 55 35 73 55.
• Om skydebaner og øvelser, se www.danilog.dk

Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

Placering

Denmark
55° 0' 13.3632" N, 12° 0' 35.6472" E