Solskinshistorie 32: 100 linedansere med cowboystøvler på
”Og rockstep og shuffle og gå og gå og dreje rundt!” råber Vibeke Asmussen. Hun står oppe på en stor trækasse, så alle kan se hende, når hun viser de nye dansetrin. Det er en ganske almindelig onsdag aften i Kastrup Hallen ved Vordingborg. Men holdet og kvinden bag er bestemt ikke almindeligt. Det er nemlig lykkedes Vibeke Asmussen at samle hundrede lokale til den populære amerikanske dans linedance, som direkte oversat betyder at danse på række.
Og det er lige, hvad de gør. De tramper og træder i takt i snorlige rækker, de mange linedancere, som om de aldrig har lavet andet, mens 54-årige Vibeke Asmussen fuld af energi fører an.
”For 15 år siden var jeg i Canada med familien. Da var linedance det helt store hit derovre. Jeg prøvede det og blev så bidt af det, at jeg bare vidste, at DET skulle jeg hjem og lære!” fortæller Vibeke Asmussen med strålende øjne.
Hun ledte og ledte, og det eneste linedance undervisning, hun kunne finde, var i Hillerød. Her lå hun og kørte op, indtil hun fandt noget undervisning i Roskilde. Da hun følte sig klædt på, henvendte hun sig til Kastrup Idrætsforening.
”Jeg gik til bestyrelsen og spurgte, om de var interesserede i, at jeg oprettede et linedance hold. De var skeptiske, men de gav sig. Så lavede jeg et bomærke på idrætsforeningens hjemmeside, jeg lavede sedler og hængte op, og jeg gik til Sydsjællands Tidende, som satte et stykke i avisen om det,” fortæller Vibeke Asmussen.
Det var i 2001, at hun løb linedancen i gang i Kastrup. Hun ville jo gerne vise bestyrelsen, at hun kunne lykkes med at samle et hold, selvom det var en snæver sportsgren til en lille idrætsforening.
”Jeg stod her i hallen helt alene. Ti minutter før, det skulle begynde, var der kun mig, og jeg tænkte ’fiasko’. Jeg havde håbet på at kunne samle et lille hold på 10-15 personer. Men da klokken var fem minutter i, stod her pludselig 70 mennesker…” smiler den ihærdige danser, som både er gymnast, løber, aerobicunderviser og ja – med hendes egne ord, en sportsnørd.
”Jeg var fuldstændig høj. Da jeg kom hjem den aften, sagde jeg til mine to store piger, at de måtte hjælpe mig. De har fået gymnastikken ind med modermælken og er vant til at røre sig, og de var helt med på ideen. Fra da af kørte det bare,” husker Vibeke Asmussen.
Hun er født og opvokset i Kastrup og har dyrket gymnastik og sport hele sit liv. Til hverdag arbejder hun i Nordea som kunderådgiver, i fritiden er hun foruden linedance træner også underviser på ’Power body jam’ i idrætsforeningen samt ’Mave, baller, lår’ i Vordingborg Motions Center. Og så løber hun for resten, cykler og svømmer hver morgen i havet ved Ore.
”Det har været sjovt at være pioner på linedance holdet. Jeg havde sommerfugle i maven, da jeg gik og ventede og ikke anede, om der kom nogen. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at så mange meldte sig. I dag er det sådan, at de står i kø for at blive skrevet op på holdet!”
Det populære hold trækker folk helt fra Fakse, Falster og Møn. Ofte er linedancerne rundt at optræde på Møn eller Sydsjælland. Og et par af Vibeke Asmussens tidligere elever har efterfølgende startet egne hold i lokalområdet.
Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Vibeke Asmussen, tlf. 55 34 59 13
www.kgif.dk
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

