Solskinshistorie 28: Her passer køerne på naturen
For syv år siden dannede en gruppe naturinteresserede vordingborgensere Knudsskov Græsningsforening. Foreningen består af cirka 70 medlemmer, som alle har andele i de 34 Galloway-køer, der fredeligt græsser engene på Knudshoved ved Vordingborg. Køerne får mad og opholder sig året rundt i Guds frie natur, naturen bliver plejet og vedligeholdt, og medlemmerne får glæden ved at være med til at værne om naturen – plus adgang til det lækreste kød, når kvægbestanden skal vedligeholdes.
”Ideen til græsningsforeningen kom i sin tid fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Vordingborg i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforenings hovedforening. De ønskede at støtte et projekt, som ville være en stor gevinst for naturen, og som ville beskytte og genskabe den skønne natur på Knudshoved,” fortæller formanden for Knudsskov Græsningsforening Susanne Jensen.
Foreningen blev dannet i 2003 og består af naturinteresserede medlemmer samt samarbejdspartnere – Rosenfeldt Gods, Vordingborg Kommune og Danmarks Naturfredning. Foreningen tæller omkring 70 medlemmer, som har købt hver en andel i foreningen.
”Vi har p.t. 34 stk. Gallowaykvæg, som naturplejer området på Knudshoved. Vi har mange aktive medlemmer, som klarer en lang række opgaver. Nogle er kopassere, nogle vedligeholder hegn, nogle rydder op, nogle slår under hegnene, nogle tager sig af det administrative i foreningen. Fælles for alle medlemmer er, at vi har en stor interesse i at bevare naturen, og samtidig vil vi gerne være med til at arbejde bedre dyrevelfærd,” fortæller Susanne Jensen.
Hun har været med i foreningen, siden den startede, og har været med i bestyrelsen siden 2004.
”Jeg synes, det er dejligt at være aktiv i en forening, hvor man også kommer ud i naturen og er med til at bevare den. De mange aktive medlemmer bevirker, at vi har et godt sammenhold både socialt og arbejdsmæssigt, så det er en velfungerende forening, hvor alle yder en indsats. Opgaverne er mange, og vi er ikke professionelle, men vi udvikler os hele tiden, og jeg synes, at vi er nået langt med naturens bevarelse. Vi har jo nogle gode naturplejere i dyrene, men de skal også passes, og en vinter som den, vi lige har haft, har budt på ekstra meget arbejde med tilsyn og fodring. Dyrene går jo ude hele året,” fortæller Susanne Jensen.
Foreningen holder også medlemsdage, hvor de besøger dyrene og naturen, spiser mad sammen eller mødes til spændende relevante foredrag.
”Af og til må vi slagte nogle dyr for hele tiden at have en sund og god besætning, som passer til de arealer, der skal naturplejes. Kødet fra slagtningerne kan medlemmerne købe til en rimelig pris, og dette kan ses som en lille gevinst til medlemmerne,” siger Susanne Jensen.
Men den største gevinst er glæden ved at være med til at pleje og bevare et stykke særegen natur som engene på Knudshoved er.
”Vi mener jo, at det har stor betydning for naturen og for bevarelsen af planter og dyr, at der dannes græsningsforeninger med aktive medlemmer. Og vi kan kun anbefale, at der dannes græsningsforeninger, helst med helårsgræsning, og her er Galloway-kvæg yderst velegnet, idet de er robuste, gode naturplejere samt fredelige.”
Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Jensen, tlf. 55 37 00 69
www.knudsskov-graesningsforening.dk
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

