Spring over navigation.
Hjem  

Solskinshistorie 24: ”Vi fik vores egen nationalpark Nyord”

Sjov på Hyldevang Naturcenter, Nyord

Nyord var så dybt involveret i Pilotprojekt Nationalpark Møn, at skuffelsen var svær at skjule, da en anden landsdel blev valgt. Men den lille, fredfyldte ø fik alligevel en masse positivt ud af alt benarbejdet i forbindelse med nationalparkprojektet. Øens 45 beboere fik organiseret sig stærkt i Foreningen Nyord. Og efter nationalparkprojektet fortsattes arbejdet, som blandt andet mundede ud i Hyldevang Naturcenter.

”For Nyord var det ærgerligt, at Nationalparkprojektet ikke gik til Møn. Det kunne have været spændende at tilbageføre naturen til den oprindelige spændende mangfoldighed. Vi var klar dengang, på Nyord sagde vi ja,” lyder det fra Michael Stolt, formand for Foreningen Nyord.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For hele den lange proces op til Nationalpark Møn har resulteret i, at Skov- og Naturstyrelse har opkøbt ret store jordarealer på Nyord, og det har medført, at Nyord i dag har sit eget unikke Hyldevang Naturcenter. Hyldevang ligger lidt uden for byen og byder på både shelterplads og bålhytte for de naturelskende besøgende.
”Vi var organiserede, og vi havde alle ideerne, så vi blev enige om at få det bedste ud af det, og på den måde fik vi skabt Hyldevang. Vi havde det sådan, at så laver vi da bare vores egen nationalpark Nyord,” smiler Michael Stolt.
Han var Nyords repræsentant dengang i nationalparkprojektet og husker, at Nyord til at begynde med var lunken og forbeholden.
”Men vi gik aktivt ind i det, Nyordgruppen kaldte vi os, og vi sagde, hvad vi ønskede, hvis vi skulle være en del af en nationalpark. Vi ville have indflydelse og have lov at bruge naturen omkring os og ikke bare sidde som kulisser i en nationalpark. Det var en meget lang demokratisk proces med møder med RUC, som var inde over med et pilotprojekt om borgerinddragelse, Skov- og Naturstyrelsen, som var en af hovedaktørerne i pilotprojektet, Jagtforeningen som ville bibeholde jagten, Dansk ornitologisk Forening som ville værne om fuglelivet, og Foreningen Nyord som ville værne om beboerne…” husker Michael Stolt.
Det var, siger han, til tider stridsomt, og på et tidspunkt gik bølgerne så højt, at de landsdækkende medier valfartede til øen, mens interessegrupperne gik til miljøministeren.

”Midt i alt det her røg nationalparkprojektet. Men arbejdet var ikke spildt. For vi havde jo fået samlet os i en stærk forening, som faktisk tæller 100 medlemmer, hvilket er meget godt, når man tænker på, at vi kun er 45 fastboende på øen,” lyder det fra Michael Stolt.
Nu var kontakterne skabt, og realiseringen af de mange ideer gik fra pilotprojektet gik i gang. Der blev indgået en jagt- og naturpleje aftale mellem Skov- og Naturstyrelsen og jagtforeningen, Børges Markhus blev genopbygget, og forskellige naturplejetiltag blev iværksat. Der blev også nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Foreningen Nyord, Fugleværnsfonden, Nyord Lokalhistoriske Forening, Nyord Jagtforening, havnen og Vordingborg Udviklingsselskab, som gik i gang med at realisere Naturcenter Hyldevang.
”Det var synd for Møn, at nationalparken blev saboteret, og de der gjorde dét har pådraget sig et stort ansvar” siger Michael Stolt, ”men på Nyord får vi en lille smagsprøve på, hvad nationalparken kunne have ført til”.

Fakta Hyldevang Naturcenter
Ligger på Nyord ved Møn. Er ejet af Skov- og Naturstyrelsen og har siden 2008 været åbent for besøgende. Stedet er indrettet med fire shelters med plads til fire-otte sovende i hver samt bålhytte, hvor ilden kan nydes selv i regnvejr. Derudover er der ildsted ved hvert shelter. Shelterne kan bookes, men man kan også tage chancen. Der er toilet og drikkevand på stedet, men briketter og brænde skal man selv medbringe.
Den gamle have omkring Hyldevang er omdannet til sansehave, og der er indrettet naturlegeplads til børnene.
Fra stedet er der udsigt ud over Nyords enge og vandet. Det er oplagt at starte sit Nyordbesøg ved Hyldevang. Naturcentret ligger i gå afstand til Nyord By, og ved at parkere ved Hyldevang og følge den idylliske sti til byen får man en skøn naturoplevelse – og samtidig sætter øens få lokale beboere stor pris på, at bilerne holder sig uden for byen.

Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Michael Stolt, formand Foreningen Nyord, www.nyord.info
Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 54 43 90 13

Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

Placering

Hyldevang Nyord By
Denmark
55° 2' 39.1812" N, 12° 12' 16.128" E