Netværksaften 2010 på Svinø trak fulde huse
Der var grøde i luften, spirer i mulden, og en summen af liv fra forsamlingshuset på Svinø om aftenen den 25. marts. Her var omkring 50 ildsjæle samlet til ”Netværksaften 2010” for at udveksle erfaringer og diskutere nye tiltag i Vordingborg kommunes lokalområder.
Initiativtagerne bag arrangementet var netværksforeningen Landsbyforum og den lokale aktionsgruppe LAG Vordingborg, i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S, der sidste år afholdt den allerførste Netværksaften for projektmagere, foreningsaktive og ildsjæle i Vordingborg kommune.
I år tog aftenen sit udgangspunkt í Svinø, hvor Orla Andersen fra Svinø Borgerforening lagde ud med at fortælle om Svinø før og nu. Fortællingen sluttede med en kort gåtur op til mindelunden ved Svinø Kirke, hvor landmand Peter Christensen overtog ordet for at fortælle om arbejdet med vandrestierne ”Sporene på Svinø og Avnø”. Tilbage i forsamlingshuset blev Svinø koblet til sine seks nabosogne, da Peter Sten Hansen fortalte om Syv Sogne Samarbejdet indtil nu.
Herefter var der mulighed for at få en uforpligtende snak med sidemanden over en bid mad, før der blev taget hul på den mere alvorlige del af aftenen – workshoppen. De mange deltagere blev delt op i arbejdsgrupper efter temaerne: ”Friluftsliv”, ”Lokalrådene som projektholdere”, ”Teen Towns”, ”Maritim Udvikling” og ”Forsamlingshusenes økonomiske udfordringer”. Her gik snakken lystigt, erfaringer blev udvekslet, og forslag diskuteret. ”Den livlige debat viste, hvor vigtigt det er at kunne mødes på tværs af projekter og lokalområder for at hente ny inspiration og udveksle erfaringer og kompetencer”, fortæller Søren Vissing Nielsen fra Landsbyforums sekretariat. Stemningen var ophøjet, da deltagerne sidst på aftenen forlod Svinøs forsamlingshus, beriget med nye kontakter og nye idéer til aktiviteter rundt om i lokalområderne.
Landsbyforum og LAG Vordingborg vil arbejde på at gøre ’Netværksaftenen’ til en årligt tilbagevendende begivenhed, der fremover kan binde borgere, arbejds- og initiativgrupper i storkommunen Vordingborg sammen - fra Svinø i nordvest til Klintholm i sydøst.
Læs mere i vedhæftede referat!
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| Netvaerksaften_2010_-_referat.pdf | 1.61 MB |
