Spring over navigation.
Hjem  

Solskinshistorie 18: ”Det eneste, vi ønsker, er et sted at være”

Vi ønsker os et ungdomshus til Vordingborg

”Vi ønsker et sted, hvor vi kan være sammen efter skoletid. Vordingborg er metropol for unge studerende fra både Østmøn, Præstø og Falster. Mange har en times buskørsel hjem, og hvis vi gerne vil foretage os noget socialt eller kulturelt efter skoletid, har vi kun tre muligheder: Kvicklysøen, Rådhuspubben eller en af de dyre cafeer,” siger 3. g’er på Vordingborg Gymnasium, Karl Kristiansen, talsmand for ’Foreningen for ungdomskulturhus til Vordingborg’.

Det hele begyndte for over to år siden. Karl Kristiansen og en medstuderende havde været på besøg i Studenternes Hus i Næstved.
”Vi talte om, at vi virkelig manglede sådan et samlingssted i Vordingborg, hvor bands kan mødes og øve, selvom medlemmerne kommer langvejs fra, og hvor vi kan hænge ud og være sammen, uden at det som nu behøver foregå på en pub. Vi er mange, der er aktive i politiske ungdomsgrupper, og vi mangler også et sted at mødes. Så vi nedsatte en arbejdsgruppe og begyndte at undersøge mulighederne og holde møder med kommunen,” fortæller Karl Kristiansen.
Og det har de sådan set gjort lige siden. Holdt møder med kommunen.
”Det eneste, vi mangler, er en aftale med kommunen og et hus til rådighed. Vi har støtte fra så mange, der vil hjælpe os. Fx vil Lions Club støtte os økonomisk, Bevaringsforeningen bakker os hundrede procent op, og vi er mange i foreningen, der er gode til at fundraise,” lyder det fra Karl Kristiansen.
’Foreningen for ungdomskulturhus til Vordingborg’ har undersøgt behovet for et samlingssted via spørgeskemaundersøgelser, og her viste opbakningen sig at være massiv.
”Vi kan se, at det er unge fra hele vores kommune med alle yderkantsområderne, der bakker op. Netop i vores kommune, der dækker så stort et område geografisk, er det oplagt at etablere et ungdomshus!”

Sommeren 2009 besatte en gruppe af de unge en tom silo på Sydhavnen i Vordingborg. Det var ganske udramatisk, men det var med til at markere og synliggøre de unges behov for et mødested. Senere samme år blev der arrangeret debatmøde om ungdomshuset på Stars i Vordingborg, også her var opbakningen og tilslutningen stor.
”Kommunen har en idé om en aktivitetsfabrik. Vi vil gerne samarbejde omkring det, men vi vil nødigt puttes ned i nogle stramme rammer eller kasser. Det dræber hele vores initiativ og drev. Vi vil gerne selv have ansvaret og selv bestemme. Vi ønsker blot en platform, hvor vi har lov til selv at finde på og selv strukturere,” understreger Karl Kristiansen.
Til sommer bliver han student, og herefter kan det kun gå for langsomt med at komme til byen. Hvem skal så kæmpe for ungdomshuset?
”Os, der startede det, giver stafetten videre til de 1.g’ere, der er med i foreningen. Jeg tror helt sikkert, det bliver til noget. Det går bare langsomt.”

Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Karl Kristiansen, tlf. 29 85 47 60.

Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk