Spring over navigation.
Hjem  

Solskinshistorie 16: De ville beholde springvandet

Jeppe Heins vandkunst i Præstø (foto: Brian Petersen, Præstø)

- Præstøborgerne samlede selv ind på rekordtid

Kunstneren Jeppe Hein udstillede sommeren 2006 sit værk ’Vandpavillion’ i Præstø. Et stort og smukt springvand med lys i, som præstøborgerne nød og badede i hele den sommer. De kom til at holde så meget af springvandet, at de ikke ville skille sig af med det, da det skulle fragtens hjem til kunstnerens tyske galleri. Så de gik sammen og samlede på rekordtid 500.000 kroner ind. Og vandkunsten blev.

Jeppe Heins springvand ’Vandpavillion’ sprang i Præstø på en grøn plads nede ved fjorden i sommeren 2006. Til stor fornøjelse for alle. Familier samledes omkring den med madkurve. Og børn løb ind og ud af springvandet. Det var eventyrligt. Springvandet ændrede sig, når man løb ind i det. Lysene blev aktiveret om aftenen, og vandstrålerne enten stoppede eller sprang.
”Det var sådan, at folk overvejede, om de skulle tage på stranden eller ned til springvandet. Så populær var vandkunsten,” fortæller Hans Hansen, tidligere fiskehandler i Præstø og på det tidspunkt med i Handelsstandsforeningen, Turistforeningen og Venstres bestyrelse. .
”Det var en stor succes. De lokale tøjbutikker havde en stigning i salg af tørt børnetøj. Og der kom turistbusser fra København for at se springvandet. Det var et scoop!” siger præstøborgeren Søren P. Kæregaard.
Han sad dengang i byrådet for Socialdemokratiet.
”Jeppe Hein boede i Bønsvig og gik i skole i Præstø. Kunstforeningens arbejde og hans lokale tilhørsforhold var grunden til, at udstillede her,” fortæller Søren P. Kæregaard.
Da sommeren var forbi, og tiden nærmede sig, hvor springvandet skulle pakkes sammen og returneres til Tyskland, faldt Hans Hansen og Søren P. Kæregaard tilfældigt i snak på havnen.
”Vi fik dannet en komité, der skulle arbejde for, at Præstø kunne beholde springvandet. Vi syntes jo, at springvandet virkelig ville være et aktiv for havnen og byen,” fortæller Hans Hansen.
Komiteen kontaktede Jeppe Hein og den tyske galleriejer, der var involveret. Aftalen blev, at byen kunne købe springvandet for 500.000 kroner.
”Vi gav os selv en deadline. For hvis der ikke var penge nok efter to måneder, så ville det aldrig blive til noget,” fortæller Søren P. Kæregaard.

Auktion gav 66.700 kroner
Og så gik ildsjælene i gang. Første skridt var et møde med borgmesteren, som viste sig at være optimistisk og tilskyndede komiteen til at tro på sagen og kæmpe for den. I slutningen af indsamlingen støttede den gamle Præstø Kommune med 100.000 kroner, og det samme gjorde den nye Vordingborg Kommune.
”Vi gik ned gennem Præstø hovedgade og fik lov til at stille sparebøsser op i butikkerne, delte sedler ud og spurgte forretningerne, om de ville donere ting og sager til en støtte auktion. Den 11/11 kl. 11 havde vi galla auktion i Bio Bernhard. Opbakningen var der. Alene det arrangement gav 66.700 kroner!” fortæller Søren P. Kæregaard.
Midt i hovedgaden fik komiteen opstillet et tre meter højt barometer med en ’pengebeholder’, som løbende steg i takt med, at komiteen fik indsamlet den halve million.
”Vi lavede også en lille bod, som vi stillede op uden for det lokale supermarked hver lørdag. Her stod vi på skift og fortalte om projektet og samlede penge ind. Det var rigtig sjovt at stå der. Alle kendte jo springvandet, og folk var ualmindeligt positive. Der var enkelte, der smed tusindkronesedler i bøssen. Opbakningen var over al forventning! Hver lørdag gav 5000 kroner,” husker Hans Hansen.
I løbet af de to måneder lykkedes det komiteen at få samlet hele beløbet ind. Unge mennesker støttede med 50 kronesedler. Lokale, der kendte Jeppe Hein fra dengang, han boede i området, støttede. Børn støttede, forældre støttede, lokale håndværkere støttede, lokale forretningsdrivende, Præstø Borger- og Håndværkerforening, Handelsstandsforeningen, Turistforeningen og mange mange flere støttede.
”Det var virkelig noget, der samlede byen i de måneder! Og vi er stolte over, at det lykkedes at beholde springvandet i Præstø,” siger Søren P. Kæregaard.

Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Hans Hansen, tlf. 20 14 12 72
Søren P. Kæregaard, tlf. 55 99 18 06

Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

Placering

Præstø Præstø
Denmark
55° 7' 24.276" N, 12° 2' 24.3348" E