Solskinshistorie 15: Den hellige kilde ved Beldringe Kirke
Egentlig hedder den Beldringe Kilde, men i folkemunde har den navnet den hellige kilde. Den er angiveligt indviet af Skt. Antonius munkeordenen for et halvt årtusind siden. Og i århundreder har kirken, som ligger lige ved siden af, hentet dåbsvandet ved kilden. I dag er den gamle kilde reetableret af lokale ildsjæle. Og måske er der noget om det med det hellige – i hvert fald er det en gåde, hvordan kilden kan springe 20 centimeter over vandspejlet uden tilløb eller tekniske hjælpemidler. Jo, den hellige kilde i Beldringe starter med at løbe opad, før den springer!
”Det hele begyndte med, at vi i Borgerforeningen talte om, hvordan vi kunne forskønne vores område. Så faldt talen på den hellige kilde ved Beldringe Kirke. Den lå gemt under murbrokker og brændenælder. Vi fik den idé at få kilden synliggjort og få etableret et lille rekreativt område med bord og bænk samt en planche, der fortæller om egnens og kirkens historie,” siger Hans Nielsen, næstformand i Beldringe Borgerforening.
Som sagt så gjort. Foreningen kontaktede Beldringe Kirke, som ejer den ene side af kilden og Beldringe Gods, som ejer den anden, og indkaldte til møde.
”Stemningen var god, alle var positive over for forslaget. Vi delte opgaver og udgifter i tre dele mellem kirken, godset og borgerforeningen, og så gik vi i gang. Det helt særlige ved projektet var, at vi var enige om, at det skulle bygge på tillid. Vi ville føre det ud i livet helt uden at involvere myndigheder eller andet,” fortæller Hans Nielsen.
Alt kan lade sig gøre, når vi står sammen
Projektet blev sat i gang i sommeren 2008. Der skulle ryddes træer og fjernes rødder og beton, påfyldes jord, lægges sten, renses vandledning, plantes nyt, opstilles borde og bænke, laves planche osv. Borgerforeningen koordinerede opgaverne, indkaldte til arbejdsweekender og sørgede for mad og drikke til alle de lokale, der frivilligt mødte op og gav en hånd med. Året efter, juni 2009, blev den renoverede Beldringe Kilde indviet.
”Jeg er stolt over, at det kunne lade sig gøre! Det var en fornøjelse at være med til. Jeg synes, eksemplet viser, at alt kan lade sig gøre, hvis vi står sammen,” lyder det fra Hans Nielsen.
Indvielsen startede med en gudstjeneste i det fri til lyden af kildens rislen. Da snoren blev klippet, betød det samtidig, at borgerforeningen overdrog resultatet og ansvaret for vedligeholdelsen til godset og kirken.
Kong Hans og Hans Nielsen
I 1504 skænkede Kong Hans Beldringe Kirke og den tilhørende hellige kilde til munkeordenen Skt. Antonius, som levede i klostret i Præstø. Næsten præcis 500 år senere, nemlig i 2008, var en anden Hans, nemlig næstformanden for Beldringe Borgerforening, en af drivkræfterne bag at få reetableret den hellige kilde.
”Vi var af den opfattelse, at det er et stykke kulturarv, som det er vigtigt at synliggøre og bevare. Vi er jo overordnet interesserede i, at vores område fremtræder naturskønt,” siger Hans Nielsen.
Historien om den lille skov
Hans Nielsen flyttede med sin kone til Beldringe fra Struer i 2004. Konen er opvokset i Næstved og ville gerne tilbage, og desuden var ægteparrets fire døtre alle sammen herovre. Da parret overtog det nye sted, gik Hans Nielsen i gang med at rydde op i en hektar granskov, som var blevet maltrakteret under orkanen i 1999.
I fem år fik de væltede træer lov at ligge, og arealet var ufremkommeligt og tilgroet med hyld og brændenælder. Hans Nielsen, som var på efterløn, fik en vision. Han gik i gang med at rydde op træ for træ. Det væltede blev savet til brænde, og i lysningerne fyldte han op med ny jord. Her har han sammen med sin kone plantet mere end 150 forskellige træer og buske. Han har etableret bålsteder og svævebane, læterasse og siddepladser og sågar en lille sø. I dag har stedet fået navnet ”Den lille skov”, og arealet ligger til fri afbenyttelse af de lokale. Hver sommer holder parret sommerfest for alle lokale interesserede, hvor der plejer at komme omkring 75. Og hver søndag mødes en gruppe lokale og drikker morgenkaffe i den lille skov – uanset vejret.
”Min intention går på trivsel. Skoven er virkelig blevet et sted, som benyttes både til børnefødselsdage og fællesskab,” smiler Hans Nielsen.
Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Næstformand Beldringe Borgerforening, Hans Nielsen, tlf. 97 46 43 17.
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

