Spring over navigation.
Hjem  

Kom til Netværksaften på Svinø 25. marts

Landsbyforum og LAG Vordingborgs netværksaften foregik sidste år på Nyord, i år på Svinø

Vil du/I udbygge dit/jeres lokale netværk med henblik på at samarbejde og lave udviklingsprojekter? Så kom og deltag i en gratis netværksaften!
Landsbyforum og LAG Vordingborg er igen gået sammen om at afholde en netværksaften, hvor alle projektmagere og ildsjæle, foreninger og netværk i Vordingborg kommune kan mødes og udveksle erfaringer. Formålet er at sprede kendskabet til de mange gode initiativer, der er ude i lokalområderne, og dermed skabe nye samarbejder og netværk på tværs.
Sidste år blev et tilsvarende arrangement afholdt på Nyord med stor succes. Ikke mindre end 60 ildsjæle fra hele kommunen mødte op for at fortælle om små og store udfordringer, projekter og aktiviteter fra lokalområderne såsom vandrestier, trafiksanering, aktiviteter i forsamlingshusene – med meget mere.

Netværksaften afholdes denne gang den 25. marts i Svinø Forsamlingshus fra kl. 16.30

Vi lægger ud med to fortællinger - først om aktiviteterne på Svinø og omegn, og dernæst om Syv Sogne Samarbejdet – et netværk tværs hen over det sydligste Sjælland og den nordligste del af Vordingborg kommune. Efter en bid mad er der workshop. Vi forestiller os, at aftenen dels skal have til formål at følge op på, hvilke konkrete tiltag der kom ud af Netværksaftenen sidste år, og dels lægge op til nye bekendtskaber og samarbejder på tværs af lokalområderne.
For eksempel er der rigtig mange rundt omkring, der drømmer om at etablere vandrestier i deres lokalområde. Men hvordan får man ført sådan en idé ud i livet? Hvem skal inddrages, og hvor skal pengene komme fra, er bare nogle af de spørgsmål, der melder sig, når man tager hul på sådan et projekt. Vandrestier er bare ét eksempel af mange, som også omfatter renovering af forsamlingshuse, aktiviteter i de små havne, lokalhistoriske udstillinger, trafiksanering og kulturelle festivaler – med meget, meget mere.

Alle er velkomne: Det være sig repræsentanter for foreninger og netværk, men også enkeltpersoner som søger samarbejds- eller sparringspartnere til at føre en god idé ud i livet. Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig – læs mere i vedhæftede invitation.

BilagStørrelse
Netvaerksaften_2010_-_Invitation.pdf618.75 kB