Spring over navigation.
Hjem  

Lokalrådet for Stege og Omegn: "Så er vi i gang!"

Lokalrådet for Stege og Omegn har nu haft sit første møde, hvor bestyrelserne fra de to
tidligere lokalråd (Stege/Lendemarke og Midtmøn) konstituerede sig og valgte Anne Mette Evind-Poulsen, Lendemarke til formand.

Lokalrådets bestyrelse har modtaget en invitation fra Vordingborg kommune til et møde med administrationen den 18. marts 2010 for afklaring af tekniske og administrative regler og fortolkninger.
Bestyrelsen besluttede at vi bl.a. vil have en afklaring på kommunens politik vedrørende:

VEJE OG GADER. Vi ønsker en redegørelse og baggrunden for en klassificering af vejene, og konsekvenserne for bl.a. vedligeholdelse, snerydning og en eventuel ’privatisering’ af småveje.

GANGSTIER, FORTOVE OG CYKELSTIER. Vi vil bede om principperne for og prioritering af vedligeholdelse og opretholdelse af gangstier, fortove og cykelstier.

TRAFIKSIKKERHED. Hvilke regler og principper findes der for fartbegrænsende foranstaltninger i vores landsbyer. Hvordan prioriteres trafikreguleringen gennem Lendemarke ved sukkerfabrikken og ”flaskehalsen” over Stege bro og indkørslen til Stege By, f.eks. set i relation til ny bebyggelse og udvidelse af sommerhusområder i ”baglandet”

OFFENTLIG TRANSPORT. Vi ønsker en status på buskørselen, telebusordningen og flextaxaordningen. Hvilke erfaringer har vi fået - virker det efter hensigten?
Vi ønsker en analyse af, hvilke konsekvenser ordningerne har fået for beboerne i landområderne og
samfærdslen mellem kommunens byer og landdistrikter.

Har du som beboer i Stege og Omegns lokalområde synspunkter og bemærkninger til disse problemstillinger kan du gå ind på www.Landsbyforum.dk under Stege og Omegns lokalråd
og finde bestyrelseslisten, og kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne.

Mødet med kommunens administration vil blive fulgt op af et dialogmøde den 22. april 2010 hvor vi får mulighed for dialog med politikerne på et åbent borgermøde hvor alle er mere end velkomne.
Mere om dette møde senere, men reserver allerede nu datoen.

Anne Mette Evind-Poulsen
Stege og Omegns Lokalråd