Solskinshistorie 10: Over 100 børn til rollespil i Lundby
- ny forening eksploderer i vækst.
Sidste år var der en del ballade i Lundby. Hærværk og drengestreger formentlig udøvet af børn og unge, som kedede sig i deres fritid og ikke var tiltrukket af de traditionelle fritidstilbud. Så indkaldte Svend Gønge-skolen til møde, der blev stiftet en forening, foreningen engagerede Peter Aagaard til at få gang i noget rollespil for drenge og piger i Lundby. Og i dag blot et halvt år senere er der omkring hundrede medlemmer af Rollespil Svend Gønge, som trækker børn og unge både fra Lundby og omegn – sågar helt fra Præstø.
”Ingen havde regnet med, at det ville blive så stort, og så på den korte tid,” smiler Peter Aagaard, som til daglig er projektleder og far til en ni-årig dreng.
Peter Aagaard havde selv gået til rollespil med sin dreng i nogle år, og good news travels fast, for det havde rygtedes, at han kunne noget både med hjemmelavede våben, fantasy-eventyr og frygtindgydende masker.
”Det er interessant, at det har grebet sådan om sig. Men det handler vel om, at alt, hvad man lægger energi i, smitter af og bliver populært. Det er selvforstærkende. Og jeg lægger meget energi i rollespillet!” understreger Peter Aagaard.
Han er nødt til at råbe for at få ørenlyd. Mens han fortæller Lundbys seneste solstrålehistorie, serverer rollespilsforældre kage og saftevand, et hav af drenge og piger suser omkring, og i baggrunden er besøgende fra en anden rollespilsforening ved at fortælle om deres regler og dragter. Det hele foregår en torsdag aften i Medborgerhuset Lundby.
Sådan begyndte det hele
Svend Gønge-skolen var hårdt ramt af hærværket og indkaldte SSP-samarbejdet, Borgerforeningen Lundby og Idrætsforeningen Svend Gønge til et møde om sagen. Efter mødet henvendte Borgerforeningen sig til Medborgerhuset og spurgte, om huset kunne tænke sig at stå for et projekt, der også kunne tiltrække nogle af de børn og unge, som ikke kom fx i idrætsforeningen.
Medborgerhuset var med på ideen, og der blev lavet en ansøgning om støtte til LAG’en, den lokale aktionsgruppe. Projektet opnåede støtten og dannede foreningen Rollespil Svend Gønge, som skulle drive aktiviteterne i projektet.
I rollespil er der plads til alle
”Vi forsøger at give noget tilbage til lokalområdet. Nu er det blevet så stort, at vi betaler lokaleleje, og der skal bestilles rengøring efter os, så det genererer jo også lidt vækst lokalt. Men det primære er, at vi åbenbart har ramt et behov, for vi får fat i de børn, der ikke har lyst til at gå til de kendte idræts- og fritidsaktiviteter. Vi får givet nogle gode værdier til de børn, der måske ikke lige er så gode til at læse, spille fodbold eller lignende. Her er der plads til dem, her kan de finde noget, de kan hævde sig på. Rollespil rummer alle. Derfor er vores slogan også ’rollespil for alle’,” siger Peter Aagaard.
At foreningen har ramt et behov understreges også at, at der strømmer børn til fra både Lundby, Præstø, Næstved, Fakse, Køge, Nykøbing, Fakse og Haslev.
”Det er vi rigtigt glade for. Vi vil jo gerne have så mange som muligt med. Også fordi et af målene er at få udbredt kendskabet til rollespil og fortælle verden, at alle fra 2 til 135 år kan være med,” smiler Peter Aagaard.
Rollespil i blodet
Alle er velkomne, også børn, der aldrig har spillet rollespil, og ikke har et våben. Til at begynde med kan man låne et våben af foreningen. Der er også masser af plads og roller for dem, der ikke har specielt meget lyst til krig og sværdslag.
”Rollespil er først og fremmest skuespil. Det handler ikke om at vinde, det handler om at lave noget sjovt. Jo mere du giver af dig selv til spillet, jo sjovere bliver det. Det gælder om at lade det se lidt sejt ud, når man dør. Der er i øvrigt en masse regler i rollespil. Det er skægt, børnene kan rigtig godt lide regler.
Børnene skal være fyldt 8 år, og indtil de er 10, skal de have en forælder med.
Rollespillerne mødes tre torsdage og en søndag om måneden. Derudover tager de af og til på tur til andre rollespils-byer, og foreningen har netop fået bevilget penge til at besøge Lundbys venskabsbyer i Lönsboda i Skåne og Lohmen i Tyskland. Foruden de 100 børn er der omkring 25 aktive hjælpere i form af unge mennesker og forældre, der spiller en aktiv og vigtig rolle bag kulisserne.
”Det her kunne slet ikke lade sig gøre uden den kæmpe forældreopbakning, der er bag. Og det er resultatet af, at mange bidrager. Medborgerhuset lagde lokaler til, Foreningen Svend Gøngelunden tilbød os at lege i deres skov, Foreningen Svend Gønge tilbød, at vi kunne være end el af Gøngemarkederne og så videre,” fortæller Peter Aagaard.
Han lægger også selv mange kræfter i den nye forening:
”Det er et stort arbejde. Jeg bruger i gennemsnit to timer om dagen på rollespillet i øjeblikket.”
Peter Aagaard har en nedarvet interesse for skuespil, kostumer og sjov.
”Min søn og jeg har gået til rollespil, siden han var seks år. Min far spillede vikingespil, og både min farfar og oldefar spillede teater og dilettant. Så det ligger i blodet. Og så kom det her, og jeg syntes, det kunne være sjovt at få lov at være med fra start,” fortæller Peter Aagaard om baggrunden for Rollespil Svend Gønge, som i den grad er en solstrålehistorie.
”Dels har vi ramt et behov, dels er Harry Potter, Ringenes Herre og den slags selvfølgelig med til at gøre, at rollespil er blevet så populært.”
Interesserede kan kontakte rollespilsleder Peter Aagaard.
Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Rollespilsleder Peter Aagaard tlf. 20 80 84 36.
www.rsg-rollespil.dk
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S indtil april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

