Solskinshistorie 7: Her banker Jungshoveds hjerte
Den tidligere Jungshoved Skole er i dag medborgerhus, kulturhus, idrætshus, foreningshus, fællesspisningshus, lejrskole og meget andet.
I 1989 lukkede Jungshoved Skole. Der var ikke børn nok. De lokale var fortvivlede. Hvad nu med pensionistklubben, badmintonforeningen, dagplejens legestue, husholdningsforeningen og alt det andet?
”Vi var en gruppe, som bad om et møde med kulturchefen. Vi ønskede at beholde skolen og bruge den til noget. Vi vidste ikke rigtigt hvad. Men han var en fremsynet mand, og han sagde ’det gør I bare! Find ud af, hvordan I har tænkt jer, den kan drives.’ Når jeg kigger tilbage, er jeg ikke i tvivl om, at skolens succes netop skyldes, at den fik lov at vokse lige så stille af græsrødder. Hvis kommunen var kommet og havde styret det oppefra, så var det ikke blevet det samme,” fortæller Lise Jacobsen, som har været med i styregruppen for Jungshoved Skole lige siden, den lukkede for små tyve år siden.
Styregruppen oprettede en bankkonto, hvor alle ind- og udbetalinger foregår til og fra. Og så kører skolen rundt på den måde, at i sommerhalvåret bliver den lejet ud til lejrskoler, og i vinterhalvåret er det de daglige brugere, der har fortrinsret til skolen.
”Vi tager gerne besværet med larmende børn om sommeren. For det er lejrskolerne, der finansierer vedligeholdelse og nyindkøb, og det giver da også flere kunder i vores lokale brugs, som ligger over for,” siger Lise Jacobsen.
Jungshoved huser omkring 600 mennesker. For dem er skolen halvøens hjerte. Her er liv og lys og aktivitet hver eneste dag. Det er her, pensionisterne kommer og spiller kort eller lærer it. Det er her, lokalrådet holder møder. Her, de aktive spiller badminton, dyrker yoga, spiller petanque og meget andet. Her, der indkaldes til borgermøder og inviteres til fællesspisning, julemarked, fastelavn, børneloppemarked, kulturaften, påskemarked, strikkecafé, åbent hus og alt muligt andet.
”Det er samlingsstedet for alle herude. Det er her, fællesskabet er. Hvis ikke vi havde skolen, så havde vi ikke det naturlige sammenhold.”
Hun bor selv i den gamle rytterskole
Lise Jacobsen flyttede til Jungshoved med sin mand i 1973. De faldt for den gamle rytterskole i Stenstrup på Ambæk Mark og sagde farvel til livet nord for København. Parret fik job lokalt - Lise Jacobsen som børnehaveklasselærer - og integrerede sig i det hele taget i det jungshovedske. Ikke mindst i takt med at deres tre børn kom til.
”Jeg ved jo godt, at man skal være her i tre generationer, før man bliver betragtet som lokal… men jeg tror, at vi tilflyttere kommer med ny energi. Vi kan ikke gøre det alene, omvendt kan de hjemfødte heller ikke løfte udviklingen selv. Men når vi samler vores kræfter, så sker der noget. Jeg har masser af ideer, men de bliver først til noget, i det øjeblik en melder sig med en traktor, en kan lave en kæmpe grydefuld mad, en har nogle halmballer og en kender en, der ejer skoven, fortæller Lise Jacobsen.”
Hun har været aktiv i den lokale idrætsforening, hun er medlem af lokalrådet, hun er en af frontfigurerne i skolens styregruppe, og hun leverer tegninger og stof til halvøens lokale blad ’Jungshoved’, der udkommer fire gange årligt med hendes mand som redaktør.
Om alle de timer og kræfter, hun lægger i det lokale liv, siger hun:
”Det er sjovt! Jeg kan godt lide, at vi kommer hinanden ved herude på landet. Det er jo derfor, man gider!
Yderligere oplysninger:
Lise Jacobsen, tlf. 55 99 92 56
Se mere på: www.jungshoved.net
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

