Spring over navigation.
Hjem  

Solskinshistorie 4: Fra 1 til 30 udstillere

Indgangen til Galleri Pakhuset på Klintholm Havn

- Galleri Pakhuset har haft vokseværk.

Når de to mønske kunstnere Finn Holm og Anne-Grethe Esmann til næste år åbner dørene til sommerens sæson i Galleri Pakhuset, kan de fejre elleve års fødselsdag. Det hele startede nemlig i 2000 med blot 1 udstiller – nu er der cirka 30 udstillere hver sæson, og mange er på venteliste.

De har ingen generalforsamling, til gengæld holder de mange hyggemiddage. De har heller ikke formuleret lange vedtægter, for sommerens sæson aftales i gemytlighed. Når det kommer til strategien, så er den kogt ned til ”keep it simple”. Og hvad angår visioner og fremtidsplaner, ja, så tager kunstnerne bag Pakhuset et år ad gangen.
”Mit udgangspunkt var ikke, at jeg skulle tjene penge på det. Jeg ville bare gerne vise mine billeder. Jeg havde heller ikke nogen plan om et sted, som samlede mønske kunstnere. Sådan er det bare blevet. Det har digtet sig selv hen ad vejen,” fortæller kunstner Finn Holm.
Han var regnskabschef i IBM, men valgte at lade sig pensionere som 55-årig og flytte til Møn med sin kone Mona for at realisere drømmen om en gård på landet og tid til at male. På et tidspunkt spurgte Niels Carl Jensen, som lejer Pakhuset, om Finn Holm kendte nogen, der kunne stå på øverste etage og male.
”Sådan startede det. Jeg lejede mig ind på øverste etage og udstillede – meget interimistisk – sommeren 2000. Året efter kom Anne-Grethe Esmann, som udstillede på midteretagen, til min fernisering, og sådan startede samarbejdet, husker Finn Holm.
Det udviklede sig hurtigt til et venskab mellem de to kunstnere og deres respektive ægtefæller. Og det er denne lille trup, der sammen med Niels Carl Jensen, har drevet Galleri Pakhuset alle årene og stadig gør det. Truppen er dog udvidet lidt de seneste år.

Et vindue til verden
”Det voksede lige så stille år for år. Der kom flere og flere kunstnere til, og i 2003 var vi otte-ti udstillere fordelt på de to øverste etager,” fortæller Anne-Grethe Esmann.
Hun kom ligeledes til øen for at udleve drømmen om at bo på landet og have tid til at fordybe sig i maleriet – selvom penslerne ligger mere eller mindre stille i sommerperioden, hvor Pakhuset kræver meget af truppens tid.
”Vi har alle årene lagt mange frivillige arbejdstimer i det. Vi står for vedligeholdelse og indretning, vi gør hovedrent hvert forår efter en vinter, hvor etagerne har stået tomme, og det er os, der sammen med Niels Carl passer det hele sommeren,” fortæller Anne-Grethe Esmann.
Galleri Pakhuset har åbent maj-august samt i efterårsferien. Den lille trup skiftes til at passe Galleriet, som består af 300 kvadratmeter udstillingslokaler fordelt på to etager. Stueetagen huser Niels Carls ’Antik og gammelt forretning’.
”Det fungerer. Formentlig fordi vi ikke er en kæmpe gruppe, der skal blive enige. Vi kører det så enkelt, vi kan. Som udstiller betaler man sin leje af pladsen, inden sæsonen starter. Og den enkelte kunstner har selv ansvaret for det forsikringsmæssige. Det er hyggeligt og uhøjtideligt,” siger Anne-Grethe Esmann.
Og Finn Holm supplerer:
”Drivkraften er, at vi har det rart sammen. Det er et arbejde, vi nyder. Samtidig har det betydet, at vi har fået etableret et godt netværk blandt de lokale kunstnere.”
De to kunstnere kan også mærke, at Galleri Pakhuset har stor betydning for deres salg af malerier.
”Det har betydet rigtig meget for os. Man er blevet etableret på en helt anden måde. Det er for os et vindue til verden og vores atelier derhjemme. Om sommeren kommer der 5-7000 gæster, så det er en rigtig god reklameplads,” understreger Finn Holm.
Og Anne-Grethe Esmann nikker bekræftende:
”Hvis jeg ikke havde Pakhuset, så kunne jeg lige så godt pakke mit malergrej sammen.”

125 år gammelt pakhus
Det gamle pakhus ligger i Klintholm Havn på Østmøn. Det blev bygget i forbindelse med, at Klintholm Havn blev anlagt for omkring 125 år siden. Havn og pakhus blev opført af kammerherre C.C. Scavenius, der ejede Klintholm Gods. Pakhuset skulle bruges til oplagring af især korn, som skulle udskibes fra havnen. Havnen er i dag i kommunens eje, men Pakhuset hører stadig til Klintholm Gods. Pakhuset er fredet.
Se mere på: www.galleripakhuset.dk

Yderligere oplysninger:
Finn Holm tlf. 24 45 85 33 www.finnholm.dk
Anne-Grethe Esmann tlf. 24 26 96 14 www.anneg.dk

Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk

Placering

Pakhuset, Klintholm Havn Klintholm Havneby
Denmark
54° 57' 14.2236" N, 12° 28' 8.5908" E