Spring over navigation.
Hjem  

35 solskinshistorier fra Møn og Sydsjælland

Morgensol over Hjelm Bugt, Møn

Hvad har Kalvehave og Køng til fælles? Hvad med Mern og Mandemarke? Eller Bårse og Bogø? Jo, de er alle landsbyer på Møn og Sydsjælland, der efter mange år med butiksdød og affolkning nu rejser sig igen. Selvom det umiddelbart er usynligt for en besøgende med byboerøjne, så tag ikke fejl. Der er grøde og spirer derude på landet!

Ord som landsbydød, spøgelseshuse og bøhland går lige om lidt i glemmebogen og kan passende udskiftes med ord som landsbyliv, drømmehuse og det gode liv på landet. For der er i hundredvis af ildsjæle og aktive, frivillige kræfter, der lige nu renoverer byens tingsted, fritlægger den gamle bæk, opstiller bænke, skaber naturstier, stifter beboerforeninger, starter nye virksomheder og meget meget mere.
I samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab a/s er netværksforeningen Landsbyforum i disse måneder i gang med at indsamle solskinshistorierne ude fra landet og landsbyerne på Møn og Sydsjælland. Ifølge den arbejdsgruppe, der samler historierne sammen, er det et spørgsmål om at vælge fra. Foreløbigt har arbejdsgruppen under Landsbyforum indkredset 35 livsbekræftende solskinshistorier om lokale kræfter og projekter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland. Historierne lægges i en lind strøm ud på Landsbyforums hjemmeside www.landsbyforum.dk fra nu og frem til marts.
60 procent af indbyggerne i Vordingborg Kommune bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune, der arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem disse 60 procent og de 40 procent i byerne i vores storkommune. I Landsbyforum udveksles ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
Uden at afsløre for meget kan nævnes, at du på landsbyforums hjemmeside kan læse om en gammel brugs, der er genåbnet og nu fungerer som landhandel og café, nærmest så Morten Korch ikke kan være med. Du kan læse om et galleri, der startede på et gammelt, mølædt loft og i dag stråler med 25 udstillere, venteliste og kæmpe besøgstal. Du kan også møde kvinden, der har grundlagt Danmarks første økologiske vin kooperativ og i øvrigt har det mål at producere landets bedste vin. Og mange mange flere gode historier. Glæd dig!

Yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Mette Nygaard på mn@landsbyforum.dk