Solskinshistorie 1: Fra skrivebord til jord
- sådan blev Fjord til Fjord Naturstien skabt.
En vinterdag i 2007 satte en gruppe ildsjæle sig omkring et skrivebord. Deres mål var at etablere et fællesskab mellem de forskellige sogne i Sydsjælland. En rød tråd, der kunne løbe tværs over skel og gamle sognegrænser, over oldtidsveje og under motorveje. En ny vej, der i bogstaveligste forstand kunne føre til fremtidige nye netværk, nye ideer, nyt liv. Året efter var ordene omkring skrivebordet materialiseret helt ude på landmændenes jord. Fjord til Fjord Naturstien var en realitet.
”Og bag mig sol og blød mig regn. Jeg plukker mine nødder. Og trasker langs et brombær hegn, med plovmuld under fødder.” Lige nøjagtigt denne sang får man lyst til at synge højt og klart, når man traver af sted ad Fjord til Fjord Naturstien - et 50 kilometer langt stisystem, som binder Sydsjælland sammen fra Avnø til Præstø. For det enestående ved denne sti er, at man får lov at traske langs brombærhegn og få plovmuld under fødder, mens man nyder stilheden på pletter, man ellers aldrig ville have adgang til. Stien snor sig nemlig gennem den ene private mark efter den anden, og bryder dermed både gennem nutidens skel og fortidens sognegrænser, hvilket er ganske unikt.
-Stien er blevet til takket være støtte fra EU, Vordingborg Kommune, Friluftsrådet og Nordea og ikke mindst stor opbakning fra de berørte lodsejere, som har givet lov til færdsel på deres jord. Vi har oplevet en kæmpe interesse fra de berørte landmænd i at bidrage til, at besøgende og byboere kan se landbruget fra en ny vinkel og på den måde opnå en bedre forståelse for landbruget, fortæller Jes Jelsmark, en af initiativtagerne bag naturstien.
For vandrere, ryttere og naturelskere
Stien blev indviet 23. august 2008 og bliver allerede flittigt brugt af vandrere, ryttere og naturelskere i det hele taget. Den er resultatet af, at en gruppe mennesker på seks-syv personer satte sig ned og stillede hinanden spørgsmålene ”Hvordan skaber vi vækst og udvikling i landdistrikterne? Hvordan gør vi området mere attraktivt for omverdenen? Hvordan fremmer vi erhvervslivet?”
-Vi måtte have noget konkret at arbejde sammen om, hvis det skulle blive til mere end ord. Dette er i bogstavelig forstand et samarbejde, der i kraft af en sti løber på tværs af landsbyer og gamle sogne. Det er i sig selv unikt, at øst og vest er forenet. Det er aldrig sket før. Nu er nye netværk etableret – nu kan der vokse alt muligt spændende frem af det, lyder det fra Jes Jelsmark.
Til dagligt arbejder han med erhvervsudvikling i landdistrikterne med fokus på innovation og iværksætteri. Han er aktiv i Lokalrådet og i Områdefornyelsen for Køng Sogn. Sidder i bestyrelsen for LAG Vordingborg (den lokale aktionsgruppe) og er medstifter af Foreningen Fjord til Fjord Naturstien.
-Vi har visioner med projektet, og for os er selve Fjord til Fjord Naturstien kun begyndelsen. Det er andet og mere end en sti. Langs stien ligger adskillige kulturhistoriske skatte, bl.a. en afvandet mose, Køng Mose, hvor der er adskillige bopladser fra Maglemosekulturen. Grundtanken er at løfte projektet højere, så der fx kan etableres overnatningsmuligheder langs ruten – at skabe oplevelsesindustri. Men selvfølgelig hele tiden med respekt for naturen, som vi alle har en fælles interesse i at værne om, siger Jes Jelsmark.
Hø-hotel og shelter
De frivillige kræfter bag Fjord til Fjord Naturstien har lagt mange mandetimer i møder og i at banke pæle med pile i jorden, så de besøgende kan finde vej. Der er flere steder langs ruten mulighed for at parkere med hestetrailer, der er shelters og planer om flere, der er etableret hø-hotel på ruten og meget meget mere. Idémændene bag stien vil fortsætte med at udvikle den, så den hele tiden bliver mere attraktiv, og så der løbende laves nye afstikkere.
Yderligere oplysninger:
Jes Jelsmark tlf. 21 90 33 74, www.koengweb.dk og folderen Fjord til Fjord Naturstien.
Fakta:
Netværksforeningen Landsbyforum vil i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab A/S frem til april 2010 jævnligt bringe spændende historier om lokale kræfter, der på hver deres måde er med til at styrke og løfte livet i landdistrikterne på Møn og Sydsjælland.
Landsbyforum arbejder for at fremme samarbejdet og dialogen mellem land og by i vores storkommune, hvor 60 procent af indbyggerne bor på landet. Landsbyforum er en sammenslutning af lokalråd, foreninger og netværk i Vordingborg Kommune. I Landsbyforum udveksler vi ideer, erfaringer og informationer inden for landdistriktsudvikling.
www.landsbyforum.dk
