Spring over navigation.
Hjem  

Afvikling eller udvikling af Midtmøn Lokalråd?

Den 11.juni 2007 blev Midtmøn Lokalråd stiftet i byrådssalen på det forhenværende
Stege Rådhus. At det blev på det hedengangne Rådhus, skyldes initiativtagernes visioner
om at sikrer mønske traditioner, nærdemokrati og kontakten til politikerne i den nye Vordingborg kommune.

Rent organisatorisk er det lykkedes i samarbejde med kommunen at oprette et system som bygger på dialog og samarbejde mellem lokalrådet og politikerne. Vi fik en udvidet høringsret
i forbindelse med sager vedrørende lokalsamfundene, og vi fik et dialogudvalg bestående af kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvor vi sammen, mindst en gang om året kunne debattere hvordan vi som borgere så udviklingen af kommunen – og give udtryk for vores behov og ønsker.

Men der har manglet et personligt engagement (eller en manglende tro på projektet) hos både borgere og politikere omkring såvel visionen som det organisatoriske, som måske også har medført manglende synlige her og nu resultater. Der findes sikkert mange årsager til den manglende succes – og der er sikkert også meget der kunne være gjort anderledes, men i bestyrelsen for Midtmøn Lokalråd er vi af den overbevisning at skal vi have lokalrådet til at fungere, må vi lægge os sammen med Stege/Lendemarke lokalråd.

Det er der to årsager til: For det første, det geografiske hvor Midtmøn lokalråd strækker sig fra Koster/Tjørnemarke over Nøbølle til De Søndre Byer og herfra til Nyord over Udby, Hegnede og Ulvshale (med Stege Lendemarke som en selvstændig ø i midten), Samtidig med at vi ser en udvikling med udbygning af sommerhuse, udstedelse af weekendattester m.v., som betyder en dalende fastboende befolkningsudvikling.

For det andet, Det daglige liv, hvor vi må konstatere at der indenfor Midtmøn lokalråds område ikke er meget at byde på når vi snakker handel, institutioner, kultur og fritids-aktiviteter o.lign – så det foregår for de fleste familiers vedkommende i Stege og Lendemarke.
Hertil kommer at vores behov og ønsker vedrørende veje, cykelstier og buskørsel og trafik har en klar sammenhæng med udviklingen af de større byer – og deres ønsker.

Endelig skal det nævnes, at ny forskning viser, at skal de små landsbysamfund have en chance for at overleve i den moderne udvikling – og det vil vi have at vores landsbyer på Midtmøn skal – så skal de knyttes tættere til en større by.

Derfor er bestyrelsen forslag, at vi nedlægger Midtmøn Lokalråd og lægger os sammen med Stege/Lendemarke Lokalråd – men det kan også blive en anden model, det bestemmes af de borgere som møder op på generalforsamlingen torsdag den 29.oktober 2009 kl.19.00 i Tøvelde forsamlingshus, Søndersognsvej 52 Tøvelde.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Mogens Bengtsson.