Spring over navigation.
Hjem  

Smukke billeder og spændende historier fra Vordingborg kommune

Nordens næst største hængebøg står i Bissinge

Selvom det smukke septembervejr giver indtryk af, at sommeren endnu er ovre, sluttede netværksforeningen Landsbyforums fotokonkurrence om ”Sommerliv i Vordingborg kommune” dog som planlagt den 31. august, og en vinder er blevet valgt. Formålet med fotokonkurrencen var at sætte fokus på mangfoldigheden af spændende mennesker og begivenheder, samt smukke lokalområder, som vores store kommune spænder over – og sådan som den opleves af de der bor her!
"Vi har fået rigtig mange spændende fotos tilsendt, så det var en svær afgørelse at træffe”, fortæller Søren Vissing Nielsen fra Landsbyforums sekretariat. Faktisk var afgørelsen så svær, at sekretariatet udover ”Sommerens Foto 2009 ” også har udvalgt to billeder til at modtage en lille særpræmie.
Prisen for ”Sommerens Foto” gik uden megen diskussion til Brian Petersen fra Præstø for hans eminent smukke foto af Jeppe Heins vandkunst i Præstø. ”Billedet er valgt, ikke kun ud fra dets indlysende æstetiske kvaliteter, men også ud fra den solskinshistorie som motivet rummer, nemlig historien om hvordan vandkunsten kom til Præstø og ved Præstø-borgeres fælles indsats fik lov at blive”, begrunder Søren Vissing Nielsen valget. Præmien, en gavekurv med lokale specialiteter fra Vordingborg kommune, sponsoreret af Beboerforeningen De Søndre Byer, vil blive overrakt til Brian Petersen ved en lille højtidelighed i starten af næste måned.
For sit billede af glade, dansende mennesker ved det internationale symposium for ”fortælling som helende kraft” har arrangør af symposiet, Marianne Christensen fra Vordingborg, modtaget en særpræmie. Marianne Christensen ledte som arrangør af symposiet med lys og lygte efter et sted i Vordingborg kommune, der kunne huse de 75 mennesker. Det lykkedes ikke, så arrangementet måtte flytte over på den anden side af kommunegrænsen til Marjatta. ”Vi har valgt at fremhæve Mariannes billede med særpræmie, både pga. af det fine motiv med de glade mennesker, men også fordi vi gerne ville honorere historien bag og Mariannes arbejde med fortællesymposiet, som vi syntes er alle tiders initiativ, der viser noget om hvor engagerede og kreative mennesker vores kommune huser”.
Det andet billedet som har modtaget en særpræmie er et billede af Nordens største hængebøg, taget af Tove Resset fra Stege. Med til billedet hører en fin lille fortælling om, hvordan 1. Verdenskrig er skyld i at træet blev plantet i en have i Bissinge. ”Billedet er blevet udvalgt til særpræmie, dels fordi det er meget smukt, og dels fordi det netop viser, hvor mange spændende, kendte som ukendte, kuriositeter og historier vores lokalområder rummer, som fortæller om det liv der er blevet levet engang og leves i dag”.
Billederne og alle de øvrige bidrag kan ses i galleriet under ”Fotokonkurrence”.

BilagStørrelse
foto Marianne Christensen_Fortælle Symposium på Marjatta.JPG916.28 kB
foto BrianPetersen_Jeppe Heins vandkunst i Præstø.jpg712.77 kB